Hverdagens pænhed

En formiddag med Acai bowl og Matcha latte på 42Raw – det er tæt på ren lykke på en fridag. Jeg er en af de sidste personer i København og omegn til at prøve dem, so not a firstmover. OMG – begge dele smagte så godt. Jeg må prøve selv at lave det, især matcha latte i stedet for kaffe…. Ja, kaffe er en af mine dårlige vaner eller rettere afhængigheder;-).

Yndlingssandalerne:-).

Aftensmaden på LéLé med kæresten inden en tur i biografen. Vi så i øvrigt Dunkirk. Den film kan virkelig anbefales.
Middag med kæresten på Famo, så godt.

Bare en pæn dør.

Cykeltur iført mine yndlingssandaler fra Stine Goya.

Jeg havde ønsket dette fine sofabord til min fødselsdag og var så heldig at få det. Det er en nyproduktion af Poul M. Volther for FDB møbler, og deres møbler er stadig så fede. Jeg er i hvert fald en kæmpe fan.

Og jeg er så typen, som 20 sekunder efter hun har åbnet kassen med bordet i, går i gang med at indrette bord…  Og jeg er ikke færdig. Jeg skal afprøve forskellige ting. Men et er sikkert,  jeg mangler et gulvtæppe og en plaid til sofaen (og nok bare en ny sofa…).

Blomstereng og Selinevej er et rent insta fænomen for tiden. Men så fandt jeg da ud af, hvad der er i ingenmandslandet mellem motorvejssammenfletningerne ved Amager Fælled. Og jeg fik pæne blomster med hjem.

Plastikpose, papirpose eller stofnet?

Noget jeg tænker rigtigt meget over er miljøet. Ja, så bliver det næsten ikke mere politisk korrekt…
Jeg læste for et stykke tid siden, at Frankrig ville forbyde plastikposer. Men samtidig læste jeg også om, hvor problematiske papirposer og stofnet også er. Et stofnet skal fx. bruges 100 gange før de miljømæssige konsekvenser ved produktionen  er break-even. Sådanne oplysninger gør det svært at være en miljøbevist forbruger, da sammenhængene ikke altid er klare og gennemskuelige. Okay, en 100 % miljøbevidst forbruger bliver jeg nok aldrig, men jeg prøver at træffe de rigtige valg i min hverdag. Men mit formål med dette indlæg er at beskrive, hvor svært det er at gennemskue, hvad der er det bedste valg for miljøet. Matematisk er denne problemstilling super spændende, og min indre nørd (okay jeg er 100 % en nørd) gad godt at beskrive disse sammenhænge rent matematisk.
I det daglige bliver jeg faktisk rigtig trist, når jeg hele tiden skal forholde mig til de enorme mængder af emballage, vi samler sammen her i husstanden. Online shopping medfører en papkasse eller en plastpose, og yderligere er varerne pakket ind i plast eller silkepapir. Bevares, silkepapiret giver da en luksusfølelse i et sekund, men ærligt talt, så synes jeg, at det er et total splid. Men shopping i de fysiske butikker er desværre ikke et hak bedre, da det også medfører en pose enten i plast eller papir. Papirposer er de værste, da de er totalt umulige at putte ned i min cykelkurv. Derudover er deres genbrugsværdi tæt på nul, da de er ødelagt efter et møde med regnvejr, og det regner jo ret tit i Danmark. Plastposers genbrugsværdi er måske en lillebitte smule bedre end papirposen, men det er ikke meget. Da der ikke skal mere end 2 liter mælk til at ødelægge en plastpose.

Uden at jeg skal lyde superduper hellig, så har jeg altid et par stofnet i min taske. Dem bruger jeg til småkøbene – fx tomater, agurker og en ny ansigtscreme, kort sagt alle de køb hvor man får en lille pose eller skal betale for den. Jeg er især glad for nettene fra Nué, som jeg efterhånden har en ganske pæn samling af. De er pæne, samtidigt med at jeg “sparer” på naturens ressourcer, total win. Mon ikke det lykkedes mig at bruge hvert net mindst 100 gange, da de dagligt også bruges til skiftesko mv.
Afslutningsvis en smule fakta.

Dagens sko 140817

Jeg er lige landet på sofaen og har en smule migtid med computeren. I morgen er den store dag her i vores lille familie – bøllen har nemlig første skoledag. Det er så spændende, men hold da op, jeg er ikke klar endnu.  Skoletasken er købt, og det blev denne fra Ticket to Heaven(som nu er på tilbud – snyd…). Bøllens førstevalg og jeg var en glad mor. En cykel til hende blev købt i weekenden. Åhh hun var så glad, da hun gik ud af cykelbutikken med cyklen. Så det bliver en stolt bølle, som i morgen cykler afsted på den nye cykel med den nye skoletaske på ryggen klar til første skoledag.

Forleden så jeg dokumentaren “Gud bevare mine sko” på DR K om kvinder og deres forhold til sko. Ja! Jeg er så en af dem, som elsker sko og jeg har nok alt for mange sko…. Jeg kan også godt finde på at købe et par sko, bare fordi de er smukke, til trods for de ikke er særlig rare ved fødderne. Jeg kan bruge timer på at kigge på mine sko, og de gør mig i godt humør. Mange af mine sko er parvise trofæer, som jeg gerne udstiller i mit walk-in. Men til hverdag skal mine fødder have det rart. Mine hverdagssko skal kunne tåle at blive brugt og overleve mødet med Christianshavns brosten. Støvletterne fra Billi Bi virker robuste nok til hverdagen, men samtidigt har de en fin detalje med glimmersnørebåndene.

I går kom jeg at købe

Denne fine nederdel fra Designers Remix. Det kunne bare ikke være anderledes. Da jeg er vild med dens ginghamtern i sort og hvid, som minder mig om en gammel garderobefavorit (som blev slidt op). Jeg vidste bare, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke købte den.
Jeg vil kombinere nederdelen med disse cool oldschool sneakers fra Onitsuka Tiger, som jeg også købte i går. Jeg fik vist luftet dankortet en smule i går;-). Nu har jeg tænkt mig at gå ude i verden kun iført sneakers og nederdel, så jeg må nok tage noget mere på! Men mon ikke det kan lykkedes mig at finde en t-shirt i mit walk-in, som kan fuldende outfittet. Umiddelbart ville jeg tage min croissant t-shirt fra Ganni på, man er vel en modeblogger.

Og så en masse hashtags med en smule ironi #haha #modeblogger #Gannigirls #Ganniforever #Gannirules #brugeraltforpenge #shopper #cool #koldsommer #mommybloggernot.

Gode oplevelser – Lazy Dog i Sønderborg


Vi var i starten af juli i sommerhus på Als og i den forbindelse var det meget naturligt at besøge Sønderborg. Jeg havde kort forinden vores ferie læst, at Isabella og hendes kæreste ville åbne en cafe i Sønderborg. Billederne derfra så super fine ud, så den måtte vi naturligvis tjekke ud. Den levede heldigvis op til mine store forventninger.
Lazy Dog ligger  på gågaden i Sønderborg – nærmere bestemt på Perlegade 21. Cafeen er indrettet på en super hyggelig og hjemlig måde med masser af unikke loppefund. Alt i alt et totalt instavenligt sted, men jeg fik ikke taget så mange billeder, da jeg havde travlt med at underholde bøllen.
Jeg fik en super god burger med lækker sommerdrink til, og min mave  var super tilfreds bagefter. En cafe som klart er et besøg værd, hvis man er i nærheden af Sønderborg.

Gode oplevelser med børn – Dyreparken i Kristiansand

Jeg ved godt, at  pt. er diverse blogs fyldt med indlæg om Dyreparken i Kristiansand. Men min tur med familien dertil sidste år var betalt af egen lomme. Derfor er min vurdering 100% ærlig og objektiv.
Jeg er vild med konceptet – zoologisk have og universerne fra nogle skønne børnebøger – “Kardemomme By” og “Dyrene i Hakkebakkeskoven”. Vi havde i måneden op til turen læst de bøger med bøllen, og jeg glædede mig (nok mere end bøllen…).

Man skal huske de gode sko, da man får gået mange kilometer. Ja, Dyreparken er stor og det går op og ned ad bakker i det norsk landskab. Men når dyreparken er stor betyder det også, at dyrene har masser af plads. Heldigvis var de fleste bure designet således, at man som publikum havde maksimalt udsyn til dyrene. Vi stod klar foran indgangen, da parken åbnede og vi gik først omkring kl 6 om aftenen. Godt trætte ovenpå de mange indtryk.

Dyreparken byder på mange forskellige oplevelser – dyr, forlystelser, Thorbjørn Egners univers og badeland. Vi havde på forhånd fravalgt badelandet, da Norge jo ikke er kendt for deres sommervarme;-). Forlystelserne i parken var gratis, men køerne var simpelthen uoverskuelige lange (vi snakker at stå i kø i 1,5 time), så vi prøvede kun en ting. Bøllen kunne heldigvis bestikkes med popcorn og is. Læs – mor og far HADER at stå i urimelige lange køer på 1,5 time med et styks utålmodigt barn. Det kan i hvert fald ødelægge mit gode humør for en stund.  Entreen til parken var jo ikke ligefrem billig, derfor skulle tiden udnyttes og ikke tilbringes med at stå i kø.

Forestillingen “Dyrene i Hakkebakkeskoven” var super fin, og selvom den var på norsk, så forstod bøllen den. Bøllen var rimelig imponeret over, at man kørte rundt i “skoven” i togkupeer lavet a la tilskuerpladser i et teater. Alt i alt superfint lavet og en god forestillling. Et godt råd er at booke tid til forestillingen, så man slipper for at stå i kø for at komme med toget. En booking koster omkring 25 Dkr. pr. person. Med vores booking kunne vi nyde vores dag i dyreparken, og gå til forestillingen på det bookede tidspunkt – easy peasy:-).


En anden super fin oplevelse var at besøge Kardemomme by.


“Junglestien” var en rigtig god naturlegeplads, hvor der heldigvis ikke var nogen kø. Den forhindringsbane tog bøllen en del gange. Og som I kan se, havde vi den faktisk for os selv.

Efter en hel dag i dyreparken var vi godt trætte i benene af det kuperede terræn. Da var det rart med en tur i poolen på hotellet, som lå ved siden af Dyreparken (kan ikke lige huske hvad det hed – google det). Børn kan åbenbart bade i alt slags vejr.

Gode oplevelser med børn – Randers Regnskov

Mine svigerforældre bor i nærheden af Randers og jeg har længe gerne villet besøge Randers regnskov. Men med mange planer og lignende skulle der gå 5 år før besøget.
Men heldigvis kom vi afsted og jeg blev positivt overrasket. Det var et super fint sted med mange forskellige og spændende oplevelser. Og så kom bøllen gratis ind med hendes PandaClub kort, og den besparelse er jo også værd at tage med.
Mit bedste råd til dem som planlægger en tur i Randers regnskov – tag afsted på en varm sommerdag! Det lyder måske en smule mærkeligt, men der er varmt i Randers regnskov, så derfor bør ens påklædning matche den varme.  Iført sommertøj er man klar til et par timer i troperne, dog skal man huske vand og de gode sko.

Her er grunden til de gode sko, da “jorden” til tider var meget naturagtigt;-). Jeg var iført min leopardprintede kjole fra Ganni, den kjole er jeg meget glad for.

Find Nemo!

Vi vil klart besøge Randers regnskov igen.

Gode oplevelser med børn#1 PandaClub

Skolernes sommerferie er lige gået i gang, og hvad skal man lave med børnene?. Herhjemme er et altid en tur i Københavns zoologiske have eller på Den blå planet. Det er altid en god oplevelse, som bøllen ofte efterspørger på  søndage uden planer. Desværre kan sådanne ture i zoologiske haver hurtigt blive en bekostelig affære, hvis man ikke har årskort. En sådan tur koster  omkring 400 kr i entrebilletter for vores familie(2 voksne og et barn), og så er der lige lidt at spise og drikke og vupti bankkontoen er tømt;-).
WWF har den fedeste klub PandaClub for børn, PandaClubben er en oplagt ide til alle dyreglade børn. For 250 kr om året får barnet fri adgang til bl.a. Københavns Zoologiske have, Den blå Planet og 8 andre dyreparker i Danmark + Planetariet. Gratis entre til alle dyreparker kan hurtigt blive en pæn besparelse på entrebilletter, hvis man som os besøger de diverse dyreparker regelmæssigt. Derudover er der events, hvor hele familien kan komme med samt man får et medlemsblad tilsendt 4 gange om året. Bøllen er vild med medlemsbladet, da det indeholder alle mulige fakta og historier om dyr. Vi læser gerne medlemsbladene igen og igen inden sengetid.